Da fru Rose flyttede ind…om sygdom og livsglæde…
Hvordan har du det med gæster? Personligt elsker jeg at have gæster, jeg elsker forberedelsen i, hvad vi skal spise og hvad vi skal foretage os. Jeg elsker tankerne om disse personer, hvad skal vi tale om, hvad har jeg af nyt siden vi sås sidst og var der noget, jeg skal huske at spørge til. Og jeg elsker følelsen efter besøget af at være værdsat, både for vores kogekunst og fordi vi er dem, vi er.
Dette er en fortælling om, da en ubuden og absolut ikke velkommen gæst flyttede ind.
Det var en ganske almindelig dag som alle andre. Jeg gik omkring og nuslede med almindelige gøremål da det ringede på døren. Udenfor stod en kvinde med en stor kuffert. Uden hverken at sige goddag eller at præsentere sig, masede hun sig ind i stuen og satte kufferten på gulvet.
”Hvem er du?” spurgte jeg forundret og mærkede i det samme, at der skete noget med lyset. Fra et ganske almindeligt dagslys blev alting pludseligt gråt og trist. Jeg kunne pludselig kun skimte omridset af kvinden med kufferten.
”Hvem er du??” spurgte jeg igen, nu både vred og bange. ”Jeg hedder fru Rose og jeg skal bo her resten af dit liv” sagde kvinden uden at fortrække en mine.
”Vel skal du ej – forsvind med dig!” skreg jeg fortvivlet og slog hårdt ud efter hende. Det var som at slå i den tomme luft og jeg faldt så lang jeg var. ”Du kan aldrig få mig væk!” sagde kvinden koldt og sparkede til mig. Jeg faldt om på gulvet og da jeg prøvede at rejse mig, havde jeg ikke rigtig styring over den ene side af kroppen.
”Nu skal du se, hvad jeg har til dig i kufferten!” sagde kvinden og knappede den store kuffert op. Der foldede sig en stor, grim kørestol ud og selv om jeg stadig kun kunne se konturerne af den, fik den mig til at miste vejret fuldstændig.
Nu kom min mand hjem. Kvinden blev demonstrativt stående, men måtte dog vige et skridt da han slog armene beskyttende om mig. Han tilkaldte vores børn, så vi sammen kunne komme til bunds i, hvem hun var og hvilken betydning hun ville have for os.
Min ældste datter gav sig straks til at analysere. Hun lyttede med stetoskopet på kvinden, lyste hende i øjnene og kikkede hende i halsen. Hun tog prøver af hende til sit indre laboratorium for at finde ud af, om det virkelig var sandt at vi aldrig kunne få hende væk og hvad vi kunne gøre ved hende.
Min yngste datter kom rejsende helt fra Jylland. Hun foreslog, at vi bare skulle tænke på noget andet, så i den næste tid sad hun og læste højt for mig. Jeg har altid elsket at læse, men kunne med mit tågesyn ikke skille bokstaverne fra hinanden. Hun og jeg fik nogle stjernestunder sammen i den tid.
Min søn, som stadig boede hjemme, foreslog rent praktisk at vi bare skulle flytte kvinden og kufferten hen i hjørnet, hvor de ikke stod i vejen. Vi har god plads, så et hjørne kunne vi da nok finde til hende. Og så slog han armene om mig og gav mig en bjørnekrammer, som kun han kan.
Min mand kikkede længe på mig. Han var klar over, at kvinden med kufferten ville blive en hård belastning for os begge og at hun resten af livet ville få en indflydelse på vores liv, som ingen af os nogensinde havde ønsket os eller forudset. Nu tog han mine hænder og sagde ”Vi to hører sammen. Jeg elsker dig og jeg vil elske dig, selv hvis du kun kunne blinke med øjnene”. Det er den smukkeste kærlighedserklæring, jeg nogensinde har modtaget.
Nu kom min ældste datter tilbage, stadigt med stetoskopet dinglende om halsen. ”Vi skal have fat i Doktor Medicin” sagde hun. Og sådan blev det. Inden jeg havde set mig om havde Doktor Medicin udstyret mig med en indsektspray, som fik Fru Rose til at krympe sig og skrumpe ind. Doktor Medicin gik også hen og sprøjtede på kørestolen, som forsvandt i den blå luft. ”Den får du ikke brug for” sagde han og så efterlod han en hel kasse med spray, som jeg kunne bruge hver eneste gang Fru Rose begyndte at stikke hovedet frem.
Og Fru Rose kæmper fortsat – hun vil helt vildt gerne fylde mere i mit liv. Jeg kan mærke at hun vokser sig større, hvis jeg får for travlt, hvis jeg ikke passer på mig selv og hvis jeg får mit fokus for meget på hende. Men jeg er blevet god til at ramme hende med sprayen. Og jeg har fået både mit syn og min førlighed tilbage.
Jeg er taknemmelig for at bo i et land, hvor Doktor Medicin kommer gratis med nye sprays, jeg er lykkelig for mine børns kærlighed og omsorg, jeg glæder mig over at kunne passe mit arbejde, selv om Fru Rose har taget et del af min energi og jeg er dybt rørt over min mands løfte i medgang og modgang.
Jeg ved godt, at mit barnebarn en dag vil opdage Fru Rose. Lige nu ser han hende ikke, han ved bare at mormor ikke kan ligge på gulvet og lege. Til gengæld kan hun så meget andet og det er jo ikke så ringe endda. Måske skal han aldrig se hende. Måske har Doktor Medicin fundet en spray, som for altid kan få Fru Rose til at forsvinde helt inden han er vokset op. Hvem ved?
Jeg er stadig den samme, som jeg altid har været. Fru Rose har måske taget noget af min udholdenhed, men hun har ikke rørt mit intellekt eller mit livsfundament. Faktisk har hun med sin tilstedeværelse givet mig en dybde og en livsindsigt, som jeg ikke er sikker på, at jeg vil have uden hende. Så faktisk er jeg næsten taknemmelig fordi hun lærer mig at se sider af mig selv, som jeg ikke vidste at jeg havde. Men alligevel vil jeg fortsætte med at have et fast greb om min ”spray”, hvis hun skulle komme mig for nær…