Jeg er kvinde!
Jeg har brugt sommerferien på at få fjernet min livmoder – og nej! Det er ikke kræft, blot en overproduktion af muskelvæv, som fik livmoderen til at vokse voldsomt. Men nu er den væk. Dissekeret i småstykker på Rigshospitalet, hvorfra de har meddelt mig, at alt er normalt. Og livmoderen har tjent mig godt. Jeg har været gravid fire gange, tre børn og en spontan abort, to fødsler og et kejsersnit. Så den har udfyldt sit formål og nu er den kasseret.
På afdelingen var der en sød sygeplejerske, som gav sig tid til at snakke. Hun sagde til mig, at en del kvinder faktisk reagerer følelsesmæssig, når de får fjernet livmoderen, fordi den er en del af deres kvindelighed. Hun ville bare forberede mig – just in case.
Men det satte tanker i gang om, hvad det egentligt vil sige at være kvinde.
Jeg er måske ikke det mest feminine menneske, man kender. Mennesker er forskellige – heldigvis – men jeg er simpelthen ikke god til det der med at være feminin.
Jeg bruger ikke makeup og har aldrig gjort det. Jo, det vil sige, dengang jeg til tider var popstjerne og skulle stå på en scene, der brugte jeg lidt makeup for ikke at blegne i det stærke lys fra projektørerne, men i dagligdagen – no way. På det plan er jeg ikke særligt kvindelig.
Og mit job? Jeg er fysiklærer og er god til at håndtere strøm og ting, der kan ætse, brænde og eksplodere. Jeg har en tydelig oplevelse af at skulle ses an af drengene, når jeg starter et nyt fysikhold efter sommerferien. Kan hun nu det der, som min gamle, mandlige fysiklærer kunne? Jo – det kan hun, så er hun nok okay. Og der er snart mange kvindelige fysiklærere rundt omkring. Ikke desto mindre møder jeg ”blikket”, når jeg til fremmede præsenterer mig som fysiklærer. Men det er stadig ikke særligt kvindeligt.
Jeg er heller ikke særligt god til ting, der ene er for kvinder. I kirkelige sammenhænge er der grupper, som er målrettet kvinder og hvor tonen og omgangsmåden er en anden, end når der er begge køn til stede. Jeg kan slet ikke finde ud af det og føler mig faktisk utryg. I den sammenhæng er jeg slet ikke kvindelig.
Jeg har aldrig været rødstrømpe. Der er absolut opgaver, som jeg helst vil overlade til mænd og ting, som jeg mener gøres bedst af kvinder. Ingen røde strømper til mig.
Hvad så på hjemmefronten? Tjo, jeg kan faktisk godt lave mad. Da børnene var små, var det som regel mig, der klarede dagens madlavning. Men jeg er velsignet med en mand, som bare ELSKER at lave mad og han er forrygende god til det. Vi havde i nogle år et lille firma, hvor vi lavede mad til fester. Det var fantastisk sjovt, indtil sklerosen satte en stopper for det. Men her var det helt sikkert min mand, der var kokken og mig, der var kartoffelskrælleren. Han kan få smage og synsindtryk frem i maden, som jeg slet ikke kan. Han har en gave på det punkt. Og det var sjovt, når vi under festen fik besøg i køkkenet af kvinder, der lige ville liste ud og se, om de kunne vriste en opskrift ud af os. De henvendte sig som regel til mig, fordi jeg som kvinde jo måtte være den, der fik tingene til at ske og de blev forbløffede, når jeg sendte dem videre til ham. Det var ikke særligt kvindeligt. Til gengæld var det mig, der ordnede regnskaber - det er vist heller ikke så kvindeligt…
Så med al denne u-kvindelighed burde jeg måske være potentiel kandidat til at reagere, når denne virkeligt kvindelige ting – livmoderen - blev taget fra mig?
Det er gået op for mig, at jeg i høj grad lever i den virkelighed, at to skal blive eet. Jeg er måske ikke den mest feminine kvinde, men min mand supplerer til overflod mine mangler. Samtidig supplerer jeg ham, så vi sammen er blevet en ubrydelig enhed. Vi lever i tosomheden. Og jeg vil bare sige, at parforholdet er hårdt arbejde. Vi har været sammen i over 30 år og har stadig masser af ting at lære om hinanden.
Alle vores tre børn lever i gode, faste parforhold. Og jeg glæder mig, når jeg hører dem udtrykke sig omkring kærligheden. Jeg glæder mig, når de kommer til erkendelser af, hvad deres partner betyder for dem i det lange, seje træk med uddannelse og børn. Samtidig taler min mand og jeg jævnligt om, hvor meget vi glæder os til at se dem komme længere og tættere på hinanden. For de tror, at de har set alt af kærligheden. I virkeligheden har de kun set en flig og der er masser endnu. Og jeg håber, at når de næste store udfordringer kommer, så har de vokset så tæt sammen, at kærligheden fortsat holder. For kærlighed er nok en følelse, ja – men den stærkeste del af kærligheden er den viljesbeslutning at man VIL holde sammen, også når livet for alvor trykker. For her kommer følelser, som er meget stærkere og meget dybere, end følelsen af forelskelsen og den fysiske tiltrækning. Jeg tror på den livslange kærlighed og jeg bliver så ked af det, når jeg hører unge melde ud, at de vil nyde deres kærester nu, for de ved godt, at en dag er det slut, for alle bliver jo skilt på et tidspunkt….(!)
For et par dage siden sad jeg i sofaen, stadig belastet efter operationen, og kom til at sige at jeg var lækkersulten. Havde vi måske nogle mikroovns-popcorn? Min mand rejste sig resolut og gik i køkkenet. En halv time efter serverede han pandekager, flamberet i pastis og med kokosflager og flødeskum rørt med kanel. Så følte jeg mig ikke bare som kvinde – jeg følte mig som en dronning!
Og når jeg står foran spejlet og ser en midaldrende kvinde med hængebryster, mavedelle og stor bagdel, så ser han på mig med det blik, der får mig til at føle mig som den lækreste sild i miles omkreds. Han kan gøre mig til kvinde – fuldt og helt.
Jeg tror på kærligheden. Jeg tror på forelskelsen, på hyggen, på trygheden og på seksualiteten, men først af alt tror jeg på mit livs viljesbeslutning – at elske! Med eller uden livmoder J