Glæden er ikke en destination… det er en vej at gå på…om livsglæde og demens.
Jeg elsker min far. Jeg har altid været fars pige og vi har haft et meget tæt bånd igennem livet.
Han var den første, som pegede på min mand som et godt valg til livsledsager. Det skete, da jeg som 18-årig flyttede fra kollegiet på Næstved Sygehus, hvor jeg boede i min egenskab af laborantelev, til et værelse på 1. sal af et hus hos en sygeplejerske, der havde sat et opslag op på hospitalets personale-opslagstavle om et ledigt værelse.
Værelset lå på 1. sal og op ad en smal, snoet trappe. Min far kom for at hjælpe mig med flytteriet og han havde spurgt mig, om ikke jeg blandt mine nye venner i Næstved havde nogle, der kunne hjælpe. Den unge blikkenslagerlærling var beredvilligt sprunget til og min far og han baksede mit tunge, uhandy 70’er-reolsystem op af den smalle trappe. Blikkenslagerlærlingen stod nederst og løftede med sine stærke arme reolsystemet op, så min far kunne lempe det over gelænderet og ind i værelset. Da operationen var overstået, prikkede min far mig i siden og sagde ”Hold fast i ham der – han er en god fyr”… På det tidspunkt var der endnu ikke amoriner i luften – i hvert fald ikke fra min side – men det kom der sidenhen…
Min far var en uvurderlig støtte for min mor, da hun et par måneder efter deres guldbryllup blev ramt af alvorlig sygdom. Han var der hele tiden i de 1½ år, hun kæmpede og han var ved hendes side, da hun sov ind.
Min far har altid været livsglad. Der, hvor min mor har lært mig om omsorg og empati, har min far lært mig om altid at se lyst på tingene. Det er ham, der har vist mig, at man altid kan finde noget, der kunne være værre. På den måde jog han spøgelserne bort – i sit eget liv og dermed også i den omgangskreds, han befandt sig i.
Efter min mors død flyttede min far i ældrebolig i nærheden af os. Vi kunne fortsætte det gode samvær og i en lang periode nød vi fællesskabet ved bl.a. at gå til ældredans sammen. Det havde mor og far gjort i mange år, og da det blev arrangeret på ældrecentret sprang jeg til og blev min fars ”dame” – til stor fornøjelse for både ham, mig og alle de herlige, livsglade, gamle mennesker, som fik svinget træbenet en gang om ugen.
Og han fik sig en kæreste…. Da jeg lige fik slugt klumpen i halsen, var det rigtigt dejligt at se min far ødsle sin kærlighed på denne humoristiske og dejlige kvinde. Hun var dement, men far passede godt på hende og de flyttede deres senge sammen på det ene værelse.
Men min far blev ældre. Det kom stille. Først handlede det om tidsfornemmelse og afstandsbedømmelse. Han blev usikker at køre med og vi blev enige om, at det var en god ide at snakke med lægen. Der var tegn på en eftervirkning efter hans blodprop i hjertet nogle år før og kørekortet blev inddraget. Vi påtog os naturligvis at køre, når der var behov for det, og der var ikke længere end at han kunne gå til det lille supermarked i nærheden af ældrecentret, når han skulle hente blomster og andet til sin veninde. Og de hyggede sig sammen og delte glæden ved livet.
Et par år efter blev min far ramt af sukkersyge. Det var voldsomt og uopdaget og fra den ene dag til den anden ændrede han karakter. Jeg blev tilkaldt, sukkersygen opdaget og min far måtte omkring hospitalet. Og nu gik det hurtigt. Efter opdagelsen af sukkersygen accelererede en anden sygdom – hans demens. Fra at være min dejlige, livsglade far ændrede han karakter til at være en vred mand, der ved flere lejligheder langede ud efter de andre beboere og som bestemt ikke holdt sig tilbage, når der blev serveret en snaps til maden. Ved sådanne lejligheder blev han grov og kaldte folk slemme ting. Da min svigermor holdt sin fødselsdag på en lille restaurant, kaldte han hende for ”en gammel pulverheks” og vi måtte køre ham hjem i utide. Min dejlige, livsglade far blev fra tid til anden forvandlet til en usympatisk gammel mand og Alzheimers var nu hans følgesvend. Han kom i behandling og stabiliserede sig stille og roligt igen og langsomt genvandt han glæden ved livet.
Hans veninde, som var længere henne i demensen end han selv, blev flyttet på plejehjem. Det slog ham endnu engang ud og helt galt blev det, da han en vinterdag i tæt snevejr, forlod ældrecentret i en sommerjakke og gik ud og ledte efter sin elskede. Han blev heldigvis fundet af en forbipasserende, som ved hjælp af hans sygesikringskort fandt adressen og kørte ham hjem. Jeg blev ringet op, smed hvad jeg havde i hænderne og kørte derud. Personalet på ældrecentret turde nu ikke længere tage ansvaret for ham og han fik en plejehjemsplads.
Han lyser altid op i et smil, når jeg besøger ham, men han er ikke altid sikker på, om jeg er hans datter, hans mor eller hans søster. Til gengæld kan han altid kende min mand og kalder ham ved navn. Jeg har været lidt ked af det, men personalet har forklaret det godt. De siger, at min mand altid har været sig selv, mens jeg repræsenterer slægten, fordi jeg ligner måde min far og min mor og dermed min farmor og min fars søstre. Derfor er jeg alle…min mand er min mand og jeg er ”slægten”. Sidste gang min far var på besøg i vores hjem, fik vi taget et fælles billede af min familie, min far og min svigermor. Da vi efterfølgende gav ham billedet, blev han glad, pegede på sig selv og sagde: Der sidder min far! Jeg rettede ham, for det var jo ham selv på billedet. Han lagde det fra sig, men tog det igen op et par minutter efter. Der sidder min far! Dette gentog sig igen og igen og det var komisk og forfærdeligt på en gang. På hjemvejen måtte jeg holde ind til siden og få grædt igennem, men efterfølgende har det slået mig, at han har fået glæden ved at se ”sin far” mange gange den dag – for ham var det en god oplevelse…
Det værste jeg ved er når jeg en gang om året skal være med til demenstesten. Min fars læge kommer og jeg skal være med, fordi det er mig, der er trygheden. Lægen spørger om en masse ting og min far kan efterhånden ikke svare på noget. Han kan sin fødselsdag, men på spørgsmål om det aktuelle årstal, årstid og ugedag, kikker han bedende på mig og siger: Det har jeg ikke lige hæftet mig ved. Han kan ikke længere regne, skriver usikkert, kan ikke tegne trekanter og firkanter og ikke huske simple remser. Igennem testen bliver han mere og mere usikker og tom i blikket og kikker hele tiden på mig, som om han kan suge sikkerheden og trygheden ud af mit blik. Han kan ikke huske min mor og på spørgsmålet om han har andre børn end mig, svarer han nej. Jeg hader at være til stede under disse test, men ved at det gør ham godt at jeg er der.
På plejehjemmet er der tryghed. Alt kører i nøjagtig samme gænge og min far er rigtig glad for at være der. Og livsglæden er vendt tilbage. Han hygger sig og personalet fortæller mig ofte om, hvordan min far har spredt glæde omkring sig. Afdelingen hedder ”Solstrålen” og hans faste plejer siger, at afdelingen må være opkaldt efter ham, fordi han altid er glad. Og det rører mig, at min far igennem alt dette har kunne holde fast i livsglæden. Selv om der er udsolgt på alle hylder i hans indre supermarked, er glæden den vej, han altid har betrådt. Han har levet hele livet efter devisen, at glæden ikke er en destination – et sted, man længes efter at komme til – men det er en vej, man kan vælge at gå. Og det har han gjort. Som barn, som ung, som far, som ægtefælle, som arbejdsmand, som pensionist og som gammel. Gid, jeg kan få viljen til at gå med den samme, målrettede bevidsthed som han – en bevidsthed, som han ikke længere er bevidst om, men som han har videregivet med sin personlighed og sit DNA til mig.
Jeg tror på, at man til en vis grad selv er herre over sine livsvilkår. Det er mig, der vælger om jeg vil lade mig tynge af alt det, som synes svært og som kan ses som et uoverstigeligt bjerg på min livsvej, eller om jeg vil lade mig bære, når jeg løfter mine vinger og fanger den rette vind. Jeg vil leve i nuet og glæde mig over det, der sker nu og her uden at skele til, hvilke forfærdelige ting der måske – og kun måske – kan ske i morgen. Min far lever helt bogstavelig talt i nuet, for han har ikke andet, men han nyder hvert sekund af det. Og det vil jeg gerne lære…..