Glæden ved at have hund…
Vi har haft hund.
Det er der i princippet ikke noget specielt i, for vi har tidligere haft en dejlig, rolig labrador i 12 år, men da han døde mæt af dage, besluttede jeg mig til, at nu var det slut. Slut med hundehår i sofaen, slut med væltede vandskåle og halvgnavede kødben på gangarealet, slut med lufteture og små ”uheld”. Og jeg holdt ved – i 2 lange år stod jeg på mit, indtil mand og børn på grusom vis rottede sig sammen mod mig og satte mig i mindretal… og så fik vi altså hund igen.
Carlo viste sig hurtigt at være et anderledes gemyt end Buster. Hans små, skarpe hvalpetænder satte snart aftryk i både børnenes fingre, mine elskede sutsko og min bibel – hans spiste hele 1. mosebog…
Da han blev lidt større, var det tapetet i stuen, der blev interessant. En dag opdagede han en lille flig, der sad indbydende løst på væggen, og vupti – ned røg et stort, dejligt stykke.
Kort tid efter var vi af sted en aften. Da vi kom hjem, kunne vi af mærkelige årsager ikke åbne døren ind til køkkenet – meget mystisk! Jeg vendte om og gik ind ad hoveddøren, hvor jeg blev mødt af min ældste datter, som prøvede at overbevise mig om, at det var bedre jeg gik lige i seng. Nu er jeg ikke så nem at narre, så jeg forcerede hendes forsøg på at spærre mig vejen, og så nu årsagen til blokeringen af køkkendøren. Carlo havde fået lettet på linoleumsgulvet og hele gulvbelægningen lå nu på tværs i køkkenet…jeg gik i seng!
En sommerdag var jeg alene hjemme med vovsen. Pludselig hørte jeg en mærkelig knaselyd, som jeg ikke helt kunne identificere. Jeg gik på rekognoscering og fandt min hund i den åbne dør ud til haven. Her sad han og tyggede fornøjet på min mands briller. Begge brillestænger strittede som antenner ud på hver sin side af hundens snude. Jeg råbte vist temmelig højt, hvilket resulterede i at hunden satte af og sponsere ud i haven. Få sekunder efter vendte han logrende tilbage, nu uden briller. Jeg gik på jagt og efter ½ times eftersøgning fandt jeg liget af Niels´ briller i rosenbedet. Carlo var ikke populær den dag.
Hvad kan man så lære af det? Tja, mon ikke vi som mennesker også laver mange ”hvalpe-ulykker” i vores forhold til Gud? Men hvad sker der? I stedet for at blive vred og irriteret, som vi mennesker kan blive over sådan en ”aktiv” hundehvalp, bliver Gud ved at række ud til os.
Når vi i åndelig forstand river tapet ned, linoleumsgulv op eller spiser vores himmelske Fars briller, bliver Gud ved med at sige ”Jeg elsker dig, Jeg tilgiver dig, Jeg ønsker samvær med dig”. Jeg tror vi skal takke Gud for Hans tålmodighed med os – en tålmodighed, som overgår enhver forstand.
Og jeg skal måske tilføje, at Carlo blev min trøster i den periode, hvor sklerosen slog til og jeg var bundet til trygheden i mit hjem, for jeg kunne næsten ikke se og var let lammet i hele venstre side. Jeg sad meget i min lænestol og græd ofte. Så kom Carlo hen og lagde hovedet på mit knæ og kikkede på mig med sine store hundeøjne. Det bragte mig en trøst, som jeg aldrig vil glemme.
Carlo blev 12 år. Sidste år kørte vi ham på hans sidste tur til dyrlægen og NU er vi vist enige om, at vi ikke mere skal have hund J.