Med troen som kompas og livsglæden som drivkraft…
…eller: hvordan man overlever et frit fald i rutchebanen.
For nogle år siden stod jeg en tidlig morgen under æresporten sammen med min mand og kikkede på en stor flok glade venner, kolleger og familie, som var kommet for at hylde os på vores sølvbryllupsdag. Mens jeg stod der i den tidlige morgensol og i løbet af dagen, hvor vi blev mødt af en helt fantastisk stor kærlighed, respekt og omsorg tænkte jeg, at jeg aldrig havde været lykkeligere. Jeg stod på toppen af et bjerg af lykke og intet ondt kunne nå mig.
Ganske kort tid efter startede en rutschebanetur i mit liv, for pludselig gik det op for mig, at det jeg troede var toppen af et bjerg af lykke i virkeligheden var det højeste punkt på en gigantisk rutschebane med uforudsigelige sving og dybe nedture, siddende i en vogn, som kunne afspores og ryge af banen.
Tre måneder efter sølvbrylluppet vågnede jeg en ganske almindelig morgen med en mærkelig fornemmelse af ikke at kunne se tydeligt. Mit syn var tåget, som når man kommer ind i sit hus på en strålende sommerdag, overraskes af mørket og kun kan se konturer af de møbler, man kender så godt. Fra at være efterskolelærer med stor glæde ved min daglige gang blandt teenagere og hustru og mor til en dejlig familie, var jeg med ét slag langtidssygemeldt og alle daglige rutiner revet fra mig. Min læge skrev ”mistanke om apoplexi” i min journal og satte mig på blodfortyndede medicin. Pludselig gik det op for mig, at min vogn på rutschebanen hed Kritisk Sygdom og var i forrygende fart nedad.
Herefter brugte jeg to måneder på regelmæssige besøg på sygehuset, hvor man med blodprøver, undersøgelser og scanning ledte efter den blodprop, man var overbevist om var i min hjerne. I mens bestod min dagligdag af at høre radio, for jeg kunne ikke læse, ikke se TV eller passe almindeligheder som rengøring og madlavning. Jeg kunne ikke læse min bibel, men gentog igen og igen de bibelord, som i tidens løb har haft betydning for mig. Herren er min hyrde… til hvilens vande leder han mig… vær altid glade, bed uden ophør, sig tak under alle forhold. Vær altid glade…glade…glade…
Langt om længe sad jeg så sammen med min mand overfor en neuromedicinsk læge, som fortalte, at jeg ikke havde en blodprop i hjernen. Straks begyndte vognen på rutschebanen at køre opad. Den befriende følelse varede dog kun til hendes næste sætning….”men der er tydelige tegn på sclerose..” Rutschebanevognen tog et voldsomt sving og var igen på vej mod dybet.
På ganske kort tid havde mit liv forandret sig fra lykkelig sølvbrud til sclerosepatient. Hvordan klarer man inden for to måneder at være i berøring med to forskellige, alvorlige og potentielt livstruende diagnoser?
Mit svar er enkelt : ved hjælp af livsglæde. Glæden har altid været et bærende element i mit liv. For mange år siden hørte jeg undervisningen om, at den ”langtidsholdbare” kærlighed både er udtryk for følelser og for en viljesbeslutning. Jeg har efterfølgende tænkt meget over, at livsglæden også kan baseres på vilje. Jeg VIL være glad. Uanset hvad livet byder mig, vælger jeg livsglæden frem for melankolien. Og det er denne viljesbeslutning, der bærer mig igennem det frie fald, min rutschebanetur har budt mig.
Jeg har sclerose, men sclerosen har ikke mig! Jeg er ramt af sclerose, ja, men jeg er elsket. Elsket af min mand, mine børn og mit netværk, respekteret for mine evner til at være medborger og glad for at være i live. Og livsglæde smitter. Jeg tror på, at Gud har hånd om min situation og rummer både min angst og frustration, men også min vilje til at få det optimale ud af livet. Hvis Gud ikke helbreder mig, stoler jeg på at Han giver mig kræfter til at være syg. Og med troen som kompas og livsglæden som drivkraft er jeg i stand til at være den, jeg altid har været.