Miraklet på dødslejet …
…om at tage afsked og modtage trøst.
Min far er døende. Jeg er netop kommet hjem fra min nu næsten daglige tur til hans plejehjem, hvor han på grund af Alzheimers har boet de sidste år.
Jeg har skrevet om min far før, så for de trofaste læsere af Karens Kompas har I allerede et billede af, hvilken betydning han har haft for mig.
Min far har altid haft stor tilstedeværelse i mit liv. Han har lært mig, at man skal være tro mod sine beslutninger og åben for forandring. Han har altid været en blød mand, som kunne græde, når han havde druknet kattekillinger ( det måtte man jo godt dengang J ) og som kunne grine, så tårene trillede, når vi så Huset på Christianshavn.
Som barn i ’60-erne var det hos ham, jeg søgte trøst, styrke og støtte, når livet var uretfærdigt og hårdt. Og bare det at være i hans nærhed, gav mig læ.
Som teenager i 70’erne var det ham, der fuldstændigt trofast kørte mig til spejder i Nordrup, til Teen-sing i Haslev og til kammeraternes fester rundt omkring. Han var mit holdepunkt i en turbulent tid.
Da han i ’80-erne slap mig og fulgte mig op af kirkegulvet, for at give mig til min mand, var det ham, der i bilen på vej til kirken formanede mig om, at jeg skulle elske min mand til døden os skiller – på godt og ondt, ligesom min mor elskede ham.
Da demensen ramte ham, ændrede han over tid både adfærd og personlighed. Det kom stille, men alt imens Kong Alzheimer åd hans hjerne, blev han til tider en anden – en aggressiv far, som slog ud efter personalet, når de vil hjælpe ham.
På det sidste, hvor han for alvor er syg, har det været rigtigt svært for mig at besøge ham. Jeg har holdt ud en halv times tid, men har som regel kørt nedtrykt hjem. For min far er væk – min oplevelse har været, at den, jeg har besøgt, kun har været hylsteret til ham, jeg elskede engang.
Men nu er det altså slut. Han har igennem de sidste små 14 dage kun ligget i sin seng, tager ikke længere føde til sig og har helt tydeligt besluttet sig for, at nu vil han ikke mere...
Da jeg besøgte ham i dag, lå han bare med lukkede øjne og virkede langt væk. Jeg satte mig ved hans sengekant og fortalte ham om det netop afsluttede besøg af min søn, svigerdatter og barnebarn på 1 år og jeg havde fornemmelsen af, at han lyttede. Da jeg nævnte min mand, fo´r et smil pludselig over hans ansigt. Jeg blev berørt, for det var en tydelig reaktion, jeg ikke har set længe.
Jeg tog forsigtigt hans hånd – jeg gjorde det roligt, for han har før slået ud efter mig ved en berøring – men han tog imod den og lagde sin anden hånd ovenpå min. Og sådan sad jeg, mens jeg fortalte ham, hvor højt jeg elskede ham. Hans tommelfinger begyndte pludseligt at ae min hånd og sådan smeltede vi sammen – tæt forbundet i krop og sjæl.
Og jeg græd.
Han missede med øjnene og jeg sagde: ” Jeg er bare så ked af det, fordi du har det så skidt…”
Pludseligt åbnede han øjnene og jeg fik et glimt af min far – ham, som var engang. Han var der – i et splitsekund, men nok til, at jeg kunne få øjenkontakt med ham. ”Men jeg har det slet ikke skidt…” hviskede han og så var han væk igen.
Men det at se ham så klart og tydeligt var for mig et mirakel. En følelse af, at min far – MIN far – stadig var til stede og ønskede at trøste mig på samme måde, som han altid har gjort. Det var så overvældende og stort, at jeg mangler ord. Men for mig giver det mening. Jeg har i dag sagt det endelige farvel til ham og jeg tror, at han også har sagt det endelige farvel til mig.
Og det er helt i orden. Om få dage skal han forenes med min mor og de to skal gå hånd i hånd ind i evigheden og jeg kan fastholde billedet at min far, som han var engang…nu falder mit hjerte til ro. Jeg tror, jeg har oplevet et mirakel…