Jeg savner min mor.
Jeg har netop haft besøg af en masse teenagere. De var her for at sige farvel, det var den sidste aften i skoleåret og de var på den legendariske og traditionsfyldte ”Rundtur i Lærerhjem”. Vi bor klods op af vores efterskole og eleverne har jo hele året vidst, at det var her, pedellen og fysiklæreren boede. Men de har aldrig været inde – det kommer man først den sidste dag, men mindre noget særligt er arrangeret.
Mange elever var nysgerrige efter, hvordan vi mon boede, men det helt vigtige for langt de fleste var at få lov at gå rundt og kikke på familiebilleder.
Det starter med vores bryllupsbillede! Det er 32 år og 32 kilo siden, at vi så sådan ud. De jubler, når de opdager det og det skorter ikke på bemærkninger, hvor meget vi ligner os selv.
Så er der billeder af vores tre børn og deres partnere, af Bøllefisen og til sidst kommer vi til billedet af mine forældre. Billedet er taget til deres 40 års bryllupsdag og de er glade og lykkelige – endnu uvidende om deres forestående sygdom og død. Og eleverne kan straks se, at jeg ligner min mor. Da jeg var yngre, var det en bemærkning, der kunne irritere mig. I dag er jeg stolt, for jeg vil gerne ligne min mor, både fysisk, menneskeligt og med hendes åbne hjerte.
Min mor er død.
Hun var det menneske, det ud over min mand har haft størst indflydelse på mig. Hun var varm, omsorgsfuld, glad, rummelig og favnende, og hun havde igennem årene en enorm kærlighed til os og til vores børn.
Da min mand kom ind i familien 19 år gammel, tog hun imod ham som en gave. Ja, det er i hvert fald sådan jeg husker det. Jeg har selv tre svigerbørn og dem har jeg ikke godkendt sådan uden videre, men jeg husker det, som om hun og far slog armene ud og omfavnede ham fra første færd.
Vi har siden været meget nært knyttet til begge mine forældre. Vi valgte fra starten, at vi altid ville bo i nærheden af dem, så vi har hele livet boet i en geografisk afstand på max 30 km fra dem. I syv år boede vi knapt 2 km fra dem, så børnene brugte dem som deres andet hjem, og mor og far nød det. Den tid var guld værd for alle.
Og hun har været der hele tiden. Hun var bekymret, da jeg en måned efter vores bryllup blev gravid. Jeg var jo bare hendes lille pige, som nu skulle gå så grueligt meget igennem, men hun lovede mig at være ved min side, alt hvad jeg havde behov for.
Hun var den første, som ved synet af den førstefødte, som havde en hård start og var forfærdelig lille, straks proklamerede: hun skal nok klare det! Hun var den, der straks stillede op, når der var feber og sygemeldinger hos børnene og hun tog over, når hun mærkede, at jeg og min mand trængte til kærestetid. Hendes grænse gik ved at passe hunden, men det kan jeg leve med :-).
Min ældste, som blev mor for knapt tre år siden, sagde en dag til mig, at da hun var lille, undrede hun sig over, hvorfor jeg hver eneste dag skulle skvadre en halv time i telefon med min mor – men i dag forstår jeg det godt, tilføjede hun med et smil. Vi skvadrer også – om stort og småt, væsentligt og uvæsenligt, og jeg tror, at vi nyder det lige meget.
Lige nu går jeg omkring og gør klar til en uges ferie i Sverige med min ældste datter, hendes mand og Bøllefisen. Bøllefisens farmor og farfar skal også med, så jeg forventer en uge med hygge, grin og latter og glæde over vores børn, deres kærlighed og frugten af det, den lille mand.
Og jeg vil være mormor for ham, som min mor var det for mine børn. Jeg vil gerne sætte et lige så stort aftryk hos ham, som min mor gjorde hos min datter, for jeg får åndenød af kærlighed, når han lægger sine små arme om mig og siger: Jeg kan godt lide dig, mormor….
Til jul fik både jeg og min mand et diplom fra datteren. På mit står der:
”A manifesto for grandmothers. Time slows, when you become a grandma. It’s a gentler time because now you have more time. Time to soothe their hurts and nourish their souls like only a grandmother can. Your heart expands to welcome these gorgeous little things that have sprung from the seed of your seed. You adore their warm little hands, their sweet little faces and those cheeky little smiles, that say I’ve got you wrapped around my little finger – AND YOU LOVE IT :-)”
Så jeg har diplom på at være mormor og jeg vil gøre mit yderste, for at leve op til det…..