Om forbandelse og tilgivelse.
Dette blogindlæg har taget mig rigtigt lang tid at skrive. Jeg har tænkt tanker, skrevet, redigeret, slettet, skrevet igen og rettet til. Så har jeg gemt det væk, taget det frem igen og redigeret videre. For dette indlæg handler om en proces, der har være rigtig, rigtig svær…
Jeg anser ellers mig selv for at være et rimeligt roligt, omgængeligt og positivt gemyt. Alligevel kommer man sommetider til at rode sig ind i ting, man skulle have holdt næsen fra. Og det er lige præcis sådan en ting, denne fortælling handler om.
Der er nogle mennesker, som jeg over en længere periode i mit liv har udviklet et krøllet forhold til. Krøllet på den måde, at vi vel i bund og grund holder af hinanden, men samtidig er i helt forskellige livsbaner og tankegange. Og en gang imellem kommer man til, grebet af situationen og følelserne, at sige eller kommunikere ting, der kunne være sagt eller kommunikeret anderledes over en kop kaffe. Men meningsudvekslingerne tog fart og jeg var bestemt ikke uskyldig i, at situationen løb mig af hænde.
Imidlertid skete der noget livsomvæltende for mig i forbindelse med, at jeg blev syg af sklerosen.
Når man bliver ramt af en så alvorlig sygdom, bliver alle sejl sat ind fra den medicinske verden for at holde sygdommen i ave. Jeg fik hurtigt medicin, som kunne bremse sygdomsudbruddene og samtidig modtog jeg en masse råd og vejledning på, hvad jeg selv kunne gøre. Et af rådene var at undgå stress og personligt pres. Jeg tænkte mit liv godt igennem og kunne se, at konflikten med disse mennesker og den heftige meningsudveksling på mail var én af de ting, der skabte stress i mit hoved. Derfor kontaktede jeg dem og bad om en time-out. Bare en pause, til at få mit liv på plads igen.
Efter noget tid blev min mand kontaktet. Han blev venligt bedt om at tage vare på mig, for nu var jeg jo ramt af sklerosen og dermed kognitivt forstyrret…”så pas på hende, så hun ikke laver flere ulykker….”. De havde sendt denne opfordring til både min mand og min datter – ikke til mig selv. Vi holdt omgående familieråd og både græd og lo og græd igen over, at nogle mennesker – uden at kende mit sygdomsforløb i øvrigt – kunne udtale sig om min forstand. De havde tydeligvis googlet sklerose og fundet ud af, at en kognitiv forstyrrelse i nogle tilfælde kunne være en del af sygdomsbilledet. Det var fuldstændigt rædselsfuldt og uforståeligt og min familie afbrød øjeblikkeligt kontakten til dem.
Men for mig sneg disse ord sig ind på mig. De begyndte at bore sig ind i min hjerne som små frø, som langsomt udviklede sig til en angst, en tanke, en skævvridning af min egen selvopfattelse. Jeg begyndte at lægge mærke til, hvis jeg snublede over ordene, glemte småting eller ikke lige kunne komme i tanke om, hvad tv-programmet hed osv… Langsomt udviklede ordene ”hun er jo kognitivt forstyrret” sig til en forbandelse over mit liv. Og i den periode blev jeg vist ret irriterende for mand og børn, fordi jeg hele tiden bad dem om at sige til mig, hvis jeg opførte mig anderledes eller talte mærkeligt. I mine journal for hele sygdomsforløbet står der igen og igen ”kognitivt upåvirket” eller ”kognitivt upåfaldende”… men jeg begyndte at tro mere på forbandelsen end på journalens klare ord.
Til sidst gik jeg til min skleroselæge og bad om en kognitiv undersøgelse. Hun kikkede bare forundret på mig og sagde, at sådan en undersøgelse ikke var begrundet, for man skulle bare være sammen med mig i to minutter for at se, at det ikke var en del af mit sygdomsbillede og at en sådan undersøgelse i øvrigt kostede samfundet penge, så det kunne ikke komme på tale.
Men ikke desto mindre blev forbandelsen ved med at være et åg på mine skuldre og jeg var på vej i knæ…
Efter mange snakke med familie og gode venner er det dog gået op for mig, at der findes en vej ud af forbandelsen. På min efterskole har vi arbejdet meget med begrebet UBUNTU – en sydafrikansk måde at få livet til at give mening på. Ubuntu betyder medmenneskelighed. Det er en filosofi om, at en person kun er en person i kraft af andre. Det betyder, at vi er gensidigt afhængige af andre og at en rift i et indbyrdes forhold må repareres, for at ALLE kan blive hele. Ubuntu kalder på tilgivelse, og det gik op for mig, at tilgivelsen er det våben, der kunne nedkæmpe min forbandelse.
Så jeg besluttede mig for at tilgive. Selv om det syntes næsten umuligt, besluttede jeg mig for at vove mig ud på den vej, hvor jeg måtte se både mig selv og disse mennesker i øjnene. Mig selv, fordi jeg absolut ikke er uskyldig i, at uvenskabet fik lov til at få så store dimensioner og konsekvenser; og dem, fordi de handlede i uvidenhed og vrede.
Desmond Tutu skriver i ”Tilgivelsens Bog”, at der ikke er grænser for, hvad der kan tilgives, men at tilgivelse er en viljesbeslutning og derfor altid et valg.
Hvis man vælger hævnens cyklus, vil konflikten, som har ført til baggrunden for uvenskabet, føre til en beslutning om at gøre fortræd. Dette vil igen føre til et ønske om hævn, som igen fører til grusomhed, som ordene om at være kognitivt forstyrret blev for mig. I hævnens cyklus vil grusomheden føre til ønsket om at gøre fortræd tilbage og så kører cyklus igen og igen.
Men Desmond Tutu peger på at vælge tilgivelsens cyklus frem for hævnens. I tilgivelsens cyklus erkender man det skete og accepterer, at det gjorte ikke kan gøres ugjort, men erkender sin egen sårbarhed. Med tilgivelsen er man ikke længere offer, men vælger at tage hånd om sin egen historie og dermed gøre sig fri af traumet. Jeg bliver fortidens fange, hvis jeg ikke tilgiver mig selv for fortidens fejl, men til gengæld ser i øjnene, at en del af problemet ligger hos mig selv. Og jeg vil ikke bære hævn, men medfølelse, til de mennesker, som ansporet af deres egen virkelighed kom til at gøre mig ondt.
Jeg har besluttet mig for at tro på, at der intet er, som ikke kan tilgives, og der er ingen, som ikke fortjener tilgivelse. Tilgivelse er den måde, hvorpå vi giver det tilbage, som er blevet taget fra os og genopretter den medmenneskelighed, som er gået tabt. Tilgivelse er en bevægelse ind i ingenmandsland, hvor I har ret og jeg også har ret og vi er alle forurettede. Måske har vi et tilgivelses-gen i vores DNA, som gør vores medmenneskelighed menneskelig – hvem ved?
Tilgivelse er vejen til fred og er samtidigt den største gave, vi kan give os selv når vi er blevet krænket. Jeg har fået fred for forbandelsen og vil bare gerne opfordre dig, kære læser, som har fuldt mig helt hertil, om at bryde DIN cyklus, for der er intet for stort og intet for småt til at kunne ændres.
Held og lykke med din vej mod fred.