Har du tisset i bukserne, morfar?

Har du tisset i bukserne, morfar….om uskyldighed og seksualitet.


Det var en dejlig varm dag for et par uger siden. Vi havde fri, det var helligdag og der var varslet sol og tørvejr over landet.

Min ældste datter, som bor på 4. sal på Nørrebro, ringede og spurgte, om hun og Bøllefisen måtte komme – det var så varmt på 4. sal, Bøllefisen trængte til luftning og manden skrev eksamensopgave. Selvfølgelig måtte de det – det er altid en fornøjelse, både de planlagte og de spontane besøg.

De kom og temperaturen kravlede opad. Da Bøllefisen stod op fra sin middagslur var han varm og dejlig. Vi smurte ham grundigt ind i solcreme og lod ham løbe omkring som han var skabt – splitternøgen. Vi snakkede om at hente hans lille badekar, som vi også gjorde sidst, han var hjemme på sådan en varm dag.


Morfar fik dog en anden ide. Han stillede havevanderen op og snart viftede de bløde, kolde dråber hen over græsset. Bøllefisen kikkede betuttet til – det så lidt farligt og mærkeligt ud. Morfar prøvede at vise ham, at vandet var dejligt og helt ufarligt, men den lille var ikke til sinds at prøve løjerne. Morfar tog et par store skridt over strålen og blev godt og grundigt våd på sine short, da strålen vendte og vandbuen kom den anden vej. Den ældste og jeg morede os over synet og Bøllefisen tog modet til sig og spadserede ind, mens strålen var den anden vej. Der stod han så og undrede sig lidt over, hvad det sjove var, indtil strålen kom tilbage og pludselig omklamrede ham med sine kolde dråber. Han stak i et hyl og måtte trøstes af sin nu også våde mor.


Vi satte os lidt for at få ro på den lille mand og det varede ikke længe, før han var på benene igen, dog nu i behørig afstand til den farlige havevander. Vi sad lidt og hyggede, da han kom tilbage og pludselig stod og så spekulativ ud. Så lagde han hånden undersøgende og med små klap lige midt på morfars skridt og sagde : Har du tisset i bukserne, morfar?.... I hans uskyldighed var han slet ikke klar over, at det sted, han placerede sin hånd ikke var et sted, man sådan har lov at røre ved hinanden. Men hvor skulle han også vide det fra? Normer og grænser på det kønslige område er stadig ukendt land for sådan en lille dreng og alt er uskyldigt og rent.


I mit daglige liv som efterskolelærer har jeg fået betroet opgaven som underviser i seksualvejledning. Det er en krævende og spændende opgave som indebærer lige dele humor, åbenhed, tolerance og balancegang. Nogle elever giver udtryk for, at de ved alt, men det viser sig at de intet ved. Andre sidder med en naivitet og uvidenhed, som får det til at gyse i mig og endnu andre har en god og gennemtænkt privatsphære, som ikke skal overtrædes.


Men det er bare så tydeligt, at seksualbevidstheden hos vores unge er lysår fra der, hvor jeg var som teenager for snart 40 år siden. Jeg vidste absolut ingenting, for det var ikke sådan noget, man talte om i min familie. Jeg fortæller gerne teenagerne om den kæreste, jeg havde som meget ung. Vi holdt i hånd og kyssede og han kunne godt lide at ligge tæt sammen med mig, men jeg undrede mig altid over, hvorfor han rendte rundt med sådan en stavlommelygte i lommen…? Eleverne griner og ved udmærket godt, hvad jeg taler om, men jeg fandt aldrig ud af det som ung:-)


Og samtidig får jeg spørgsmål i den anonyme spørgekasse til seksualundervisningen, som f. eks. ”Hvor mange gange kan man genbruge et kondom?”,  ”Kan man blive blind af at onanere?” og ”Hvor sidder mandens mødom?” og det slår mig, at vores unge på den ene side bliver oversvømmet med mere eller mindre tydelige seksuelle toner igennem film, reklamer, musik og omgangstone, mens de på den anden side bare stadig er børn, som bliver presset ud i voksne valg alt for tidligt.


Jeg vil i hvert fald forsøge at varetage mit hverv som seksualunderviser med stor omhu og måske give mine elever lige præcis det, de skal bruge for at træffe de gode valg på det rigtige tidspunkt – hverken for tidligt eller for sent…