Håb, tro og kærlighed…
….eller noget om, hvordan man holder liv i det livslange parforhold.
Håb, tro og kærlighed…ja, ja – jeg ved det godt, kære læser – det hedder det ikke. Det hedder jo tro, håb og kærlighed…
Men for mig at se, er håbet en forudsætning både for troen og for kærligheden. Derfor denne lille vridning af den kendte ordlyd.
Hvad vil det sige at håbe? Er håbet en tillidsfuld forventning om noget godt, eller er håb og forventning egentligt hinandens modsætninger. Hvis man forventer noget, er man ude i en rationel tankegang, hvor man selv bestemmer forudsætningerne for det forventede. Hvis man derimod håber er det rationelle taget ud – håbet bygger i bund og grund på tillid; en tillidsfuld, men passiv åbenhed mod det ukendte. Håbet indebærer livsduelighed – viljen til at se frem. Jeg tror på, at håbet er en viljesbeslutning, at håbet er en indre langsomhed, som kan omsættes til parathed, så snart lejlighed byder sig. ..og det er tankevækkende, at ordet desperat stammer fra latin og kan oversættes uden-håb… Jeg vil gribe efter håbet og beslutte mig for, at håb skal være en af grundstenene i mit liv. Da min mand og jeg som store teenagere besluttede os for, at vi ville leve vores liv sammen, var det i et håb og en tillidsfuld forventning om, at vi til sammen kunne udgøre et hele.
Men hvad er tro så? I en klog formulering siges det, at tro er fast tillid, til ting man håber – overbevisning om ting, man ikke ser…Altså er håbet en forudsætning for troen. Hvis vores tro ikke er knyttet til et gyldigt mål for håb, vil det ikke være andet end ønsketænkning – en fantasi. Men hvis vores tro på den livslange kærlighed er bundet sammen med håbet, bliver det muligt for os på en praktisk måde at forbinde det, vi gør i dag, med et ønske for i morgen og for fremtiden. Og vi kan beslutte os for at tro på kærligheden i en overbevisning om det, der ikke kan måles og vejes. Jeg tror på, at kærligheden bærer os både i lyst og i nød. Det er ikke svært at tro på kærligheden, når han danser fjollet rundt på gulvet eller kreere et dronningemåltid for mig, men min tro på vores kærlighed skal også kunne bære igennem, når vi råber af hinanden eller smækker med døren. Troen på kærligheden er ligesom håbet en viljesbeslutning, altså et aktiv tilvalg, som jeg igen og igen skal huske mig selv på.
Men hvad er kærlighed så? Igen vil jeg pege på ordets betydning, denne gang på græsk. Græsk er et meget spidsfindigt sprog, fuld af fine nuancerede ord, som kan gengive de fineste grader af betydning. Ordet kærlighed har hele fem oversættelser, som hver især siger noget om kærligheden i det livslange parforhold.
Når vi forelsker os, kan den første del af kærligheden oversættes med epithumia – den stærke længsel og de boblende følelser. Det er romantikken og længslen efter et kærlighedsforhold, hvor der findes enhed og dybt nærvær til et andet menneske og det indeholder en glæde og en optimisme, krydderi og spænding – en helt euforisk følelse, som vi nok alle kan genkalde os.
Så kommer eros-kærligheden. Vi kender ordet fra ordet erotik – og det er det også. Ønsket og længslen efter den fysiske forening, hvor vi både fysisk og sjæleligt er nøgne sammen. Men eros er meget mere. Eros kan, mere end nogen anden form for kærlighed, forvandle et prosaisk sort-hvidt samliv til en farvelade af strålende, livlige farver. Her giver vi efter og giver os hen, lægger våbnene og åbner op. Men eros er helt igennem følelsesmæssig og giver hurtigt op, hvis ikke de andre typer af kærlighed holdes ved lige.
Men ud over disse to meget genkendelige forklaringer på kærlighed, ligger der i det livslange parforhold faktisk tre kærlighedselementer mere.
Den første af dem er storge-kærligheden. Storge er den naturlige hengivenhed eller trygheden ved at høre sammen. Min mand og jeg hører sammen i et ubrydeligt fælleskab, som danner baggrund for vores familieliv og også vores forældreskab. Storge giver i meget høj grad et vi frem for et jeg. Sorge byder på enhed, tryghed, støtte og loyalitet. Da jeg blev syg af sklerosen var det min mands storge-kærlighed, der fik ham til at give mig løftet om, at han vil elske mig helt hen til der, hvor jeg kun kan glippe med øjnene. Det er den stærkeste kærlighedserklæring, han nogensinde har kunnet give. Storge kalder på dybe følelser og på fællesskab.
Det næste element på kærlighedspaletten er phileo. Phileo-kærligheden er den kærlighed, man føler overfor en dyrebar ven – uanset køn. Phileo er den kærlighed, jeg aktiv vælger og den baserer sig på egenskaber ved en anden person, som jeg synes er beundringsværdig og tiltalende. Phileo-kærligheden er den, som gør min mand til min bedste ven – ham, jeg tør betro mine sværeste tanker og dybeste smerter. Det er en manifestation af et dybt fælleskab og en stærk tillid.
Kærlighedsringen sluttes med agape. Agape-kærligheden er IKKE en følelse, men derimod en viljesbeslutning. Og fordi følelser kan svinge og kan såres, så er agape-kærligheden den, som kan bære det livslange parforhold igennem de allersværeste tider i livet. Agapekærligheden betyder handling og engagement, ubetinget forpligtelse og konsekvent beslutsomhed.
Min mand og jeg elsker hinanden fordi – men også på trods. ”Fordi”-kærligheden bæres af epithumia og eros og manifesterer sig i storge og phileo, men det er agape, der bærer ”på trods”-kærligheden igennem. Det er agape-kærligheden, som er grundlaget for den livslange kærlighed; det er agape-kærligheden, som er båndet på buketten af epitumia, eros, storge og phileo – agape, som binder det hele sammen.
Kærlighed er et livsvalg – på samme måde som jeg VÆLGER at håbe og jeg vælger at tro, så vælger jeg også at elske. Den livslange kærlighed kommer ikke af sig selv. Det er hårdt arbejde og udholdenhed, men det er også den største gave og den helt fundamentale livsgnist og grobund for livsglæden som drivkraft for mig.
Så hvad siger du – vil du give din partner en buket kærlighed, som holder resten af livet….?